Generelt er kvaliteten af grundvandet god og i størstedelen af indsatsområdet er det primære grundvand svagt reduceret, hvilket tyder på, at der er nogen sårbarhed overfor påvirkning fra overfladen, samt at grundvandsressourcen ikke er så godt beskyttet i indsatsplanområdet.

Der er dog også i det nordvestlige hjørne af indsatsplanområdet enkelte boringer med stærkt reduceret vandtype, hvilket tyder på en god beskyttelse og dermed meget lille sårbarhed.

I den sydlige del af indsatsplanområdet er grundvandet i det primære magasin oxideret vand, hvilket tyder på stor sårbarhed overfor overfladepåvirkning.

Der er fundet pesticider, et eller flere miljøfremmede stoffer i 48% af boringerne i det primære magasin. Det hyppigst forekommende enkeltstof er BAM, som ses i 38% af boringerne.

Der er konstateret fund af BAM, Desphenyl-chloridazon og DMS i drikkevandet fra Hove Overdrev Vandværk. Derudover er der kun fundet BAM tilbage i 2003 i vandet fra Hove Vandværk - stoffet er ikke påvist i efterfølgende analyser.
Der er ikke registreret analyser for nitrat og miljøfremmede stoffer i de boringer, der er tilknyttet Hove Kildeplads.

I drikkevandet fra Ballerup Vandværk og Pilegården Vandværk er der efter kortlægningen gjort fund af DMS. Derudover er der også gjort fund af BAM i vandet fra Ballerup Vandværk både før og efter kortlægningens afslutning. Også Måløvhøj Vandværk har efter kortlægningens afslutning konstateret indhold af BAM i vandet, der er dog ikke registreret boringskontroller efter 2015.
Der er i alle boringer tilknyttet HOFORs kildepladser i Ballerup Kommune (Kilde III, Kilde VI og Kilde XI), fundet enten BAM eller DMS, og i flere af boringerne er det over drikkevandskvalitetskriteriet.

Del: