Det er nødvendigt løbende at undersøge om indsatserne for beskyttelse af grundvandet virker efter hensigten. Grundvandskvaliteten undersøges løbende i forbindelse med de lovpligtige analyser, der udføres både på vandværkerne, indvindingsboringerne og hos forbrugerne. Derudover er det vigtigt, at der sker en overvågning af udviklingen i grundvandsstanden, så der ikke sker en overudnyttelse af grundvandsressourcen. Ændring i grundvandsstanden kan også skyldes klimaændringer. Overvågningen af grundvandskvantiteten sker ved pejling af udvalgte boringer både på vandværkerne og i området omkring indvindingsboringerne.
Den løbende overvågning af grundvandets kvalitet og kvantitet sikrer, at der kan sættes tidligt ind, hvis der ses tegn på forurening eller anden ændring i ressourcen.