Nitrat stammer først og fremmest fra husdyrgødning og kunstgødning, som landmanden spreder ud på marken. Nitrat opløses let i vand og bliver med regnvandet ført ud i vandløbene og ned i grundvandet. Det er kun den nitrat, som ikke bliver optaget af afgrøderne, der skyller væk med vandet. Derfor er der i Danmark, ligesom i resten af EU, skrappe regler for, hvordan man skal gøde markerne.


Nitrat er især et problem i grundvandet, hvor jordbunden består af sand og grus, eller der hvor kalken ligger tæt ved jordoverfladen. Her siver nitrat lettere ned i grundvandet end der, hvor stoffet skal igennem et lerlag.


Det overordnede miljømål for grundvand på 50 mg nitrat/l er fastsat i EU’s grundvandsdirektiv. I Danmark er grundvandsdirektivet gennemført i miljømålsloven. Samtidig skal forringelse af grundvandets tilstand forebygges i henhold til miljømålslovens bestemmelser.


Egedal og Ballerup kommune opstiller følgende målsætning for nitrat for at sikre, at vandkvaliteten i grundvandet eller drikkevandet ikke på noget tidspunkt overskrider kvalitetskravene.

  1. For at der er sikkerhed for, at kvalitetskravet på 50 mg nitrat/l kan overholdes i grundvandet, må den gennemsnitlige nitratudvaskning fra rodzonen i indsatsområder (IO), inden for indsatsplanområdet, ikke overstige kvalitetskravet for grund- og drikkevand på 50 mg nitrat/l.
  2. For at der er sikkerhed for, at kvalitetskravet på 50 mg nitrat/l kan overholdes i drikkevandet fra det enkelte vandværk eller kildeplads i Smørum-Ballerup Indsatsplanområde, må den gennemsnitlige nitratudvaskning fra rodzonen i det boringsnære beskyttelsesområde (BNBO) og i indsatsområder (IO), inden for oplande til det pågældende vandværk/kildeplads, ikke overstige 50 mg nitrat/l.

Hvis begge målsætninger for nitrat er opfyldt, er det ikke nødvendigt at stille restriktioner i forhold til udvaskning af nitrat. Hvis en af målsætningerne ikke er opfyldt og der ses stigende tendenser af nitrat i grundvandet, skal nitratudvaskningen stabiliseres eller reduceres.

Del: