I kortlægningen /2/ er der optegnet to geologisk profil af Kilde VIs opland - fra nordvest mod sydøst og fra vest mod øst. Derudover er der tegnet et profil af det der tidligere blev betegnet som boringernes kildeplads (fra nordvest mod sydøst). På profilerne er indvindingsboringerne og de geologiske lag vist (se figur).

Beskriverlse Af Geologi Og Magasin

Kortlægningen /2/ beskriver at dæklagstykkelsen over magasinet ved Kilde VI er mellem 10,2 og 14,6 meter. I forbindelse med tolkningen af de strømningssystemer, der er i jorden ved Kilde VI er det i kortlægningen vurderet, at ler udgør mellem 7,3 og 12,9 meter. Det ses af profilet at sand 2 ligger i den nordvestlige del af indvindingsoplandet direkte ovenpå bryozokalken og det må vurderes, at der er hydraulisk kontakt mellem de to magasiner.

Kilde VI indvinder grundvand, der i kortlægningen /2/ er beskrevet som svagt reduceret med en sulfat koncentration på mellem 60 og 130 mg/l og uden registreret indhold af nitrat. Der er gjort fund af nedbrydningsproduktet BAM (2,6-dichlorbenzamid) i indvindingsboring 200.65D under grænseværdien i seneste analyse og i tidligere analyse i boringerne 200.3280 og 200.3281. I tidligere analyser er der også påvist phenoxysyrer i indvindingsboring 200.65G og i boringerne 200.65C og 200.65D har tidligere analyser påvist BAM og også triaziner i boring 200.65C. Der er i alle 6 indvindingsboringer konstateret indhold af N,N-Dimethylsulfamid (DMS) i maj 2018, det er kun i boring 200.65D at indholdet er under grænseværdien.

Der er tidligere gjort fund af klorede forbindelser i indvindingsboringerne 200.65C og 200.65G.

I indvindingsboringerne 200.3280 og 200.3281 er der blevet gjort fund ad klorede forbindelser under grænseværdien i seneste analyser. I boring 200.3281 er der ydermere tidligere blevet gjort fund af phenoler.

Siden kortlægningen blev afsluttet ses der fortsat forhøjede koncentrationer af Cis-1,2-dichlorethyl og trichlorethylen i indvindingsboringerne 200.3280 og 200.3281.

Vandbehandlingen af vandet fra Kilde VI sker på HOFORs Værket ved Islevbro, der ligger i Rødovre Kommune.

Del: