I kortlægningen /3/ er der optegnet et geologisk profil af vandværkets opland (fra nordvest mod sydøst). På profilet er indvindingsboringen og de geologiske lag vist.
Af boringsprofiler på Jupiterdatabasen tolkes dæklagstykkelsen over magasinet ved Måløv Vandværk til at være mellem 30 og 46 meter. Af kortlægningen /3/ fremgår det, at der i indvindingsoplandet er et beskyttende lerlag som er optil 20 meter tykt.
Måløv Vandværk indvinder grundvand, der i kortlægningen /3/ er beskrevet som reduceret med en sulfat koncentration på under 20 mg/l og uden registreret indhold af nitrat. Efter kortlægningens afslutning er der foretaget jævnlige boringskontroller af begge boringer.
For DGU nr. 200.436B ses at NVOC indholdet overskrider kvalitetskravet i 2007, 2012 og 2013 (den højeste måling i 2013 på 4,8 mg/l), et sulfatindhold i seneste analyse på 20 mg/l. Derudover er der kun påvisning af nitrat (0,36 mg/l) i en analyse i 2015. Der ses i DGU nr. 200.436B et stigende indhold af nikkel, der har været målt 7,4 µg/l, men ved seneste anslyse er der målt 1,3 µg/l (2018).
Der er ikke fundet miljøfremmede stoffer eller pesticider i DGU nr. 200.463B. Der er analyseret tre gange for DMS i 2018 og 2019 uden fund.
Seneste analyse af DGU nr. 200.5351 viser et chlorid-indhold på 62 mg/l, et sulfat-indhold på 20 mg/l og ingen indhold af nitrat. Der er ikke fundet miljøfremmede stoffer og pesticider i DGU nr. 200.5351. Der er analyseret for N,N-Dimethylsulfamid (DMS) i boringen to gange, i juni og oktober 2019 uden fund.
Måløv Vandværk foretager almindelig simpel vandbehandling (med iltning og filtrering) af grundvandet, som i kortlægningen beskrives af god kvalitet. Der er ikke i forbindelse med kortlægningen /3/ lavet en beskrivelse af drikkevandets kvalitet. Det ses i Jupiterdatabasen at drikkevandet fra Måløv Vandværk til tider har udfordringer med NVOC-indholdet, der er i seneste analyse målt 4 mg/l (som er kvalitetskravet, og der har i analyser fra 2013, 2014 og 2015 været overskridelser af kravet. Derudover har der ikke været overskridelser af kvalitetskravene i vandet fra Måløv Vandværk.